søndag den 8. juli 2012

Appelsinlikør

Denne likør er i virkeligheden lidt af en familietradition på Hustruens fars side. Hustruens mor talte for nogle år siden meget varmt om den og jeg måtte derfor lave den til hende - gensynsglæden var meget stor!

Du skal bruge:
100 g. perlesukker
½ flaske vodka eller smagsneutral snaps
Skal af en usprøjtet appelsin

Sådan gør du:
Brug en tyndskræller og skræl skallen af appelsinen og vær meget opmærksom på ikke at få noget af den hvide hinde med. Sker det alligevel, så skær den omhyggeligt væk med en meget skarp kniv!

Tør appelsinskrællerne i en ovn ved 50 grader i ca. 1 time. Hæld skrællerne i et stort glas og tilsæt sukker og vodka/snaps. Lad det trække i en lille uges tid og husk at ryste glasset nu og da indtil sukkeret er opløst.

Herefter sigter du appelsinskrællen fra og hælder likøren på en flaske.

Hints
Ærligt, jeg forstår ikke helt opskriften. Hvorfor skal man bruge en halv flaske spiritus? Jeg laver derfor altid dobbelt portion - det synes jeg også at du skal gøre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar