Da jeg åbnede min indbakke her til formiddag lå der en mail fra Tora, der bl.a. spurgte efter en opskrift på en barbeque sovs, da Hustruen jo har de berømte amerikanofile tendenser. Det er lidt morsomt, da jeg så sent som i går lavede min seneste barbequemarinade. Jeg har nemlig fået til opgave at stå for frokosten til (hold fast, nu skal tungen være lige i munden) Datterens Gudmors kommende mands polterabend i morgen - vi skal have pulled pork sandwich og det skal fandeme være hjemmelavet!! I den forbindelse blandede jeg en barbeque marinade som svinet har hygget sig i. Senere kan marinaden koges ind og bruges som en sauce til mine sandwich.
Der findes et hav af forskellige opskrifter på barbeque sauce. Og det der i mine øjne er vidunderligt ved barbeque sauce er at den kan varieres i det uendelige - bare man følger nogle enkelte principper. Jeg er holdt helt op med at følge opskrifter og justerer på min efter følgende principper: der skal være noget sødt, noget surt, noget salt, noget stærkt/skarpt og noget røget - men vigtigst af alt skal du bruge en god ketchup, der smager af tomat!
Herunder finder du den typiske grundopskrift som jeg bruger.
Det skal du bruge:
3 dl god ketchup, der ikke er for sød
2-3 fed hvidløg eller 1 stort skalotteløg
2-3 friske chili (tørret chili kan bruges)
2 spsk god olivenolie
2-3 spsk æblecidereddike (eller anden eddike)
2 spsk sennep (vurder selv om du vil bruge en sød eller en stærk, jeg bruger en sød)
2-3 tsk røget paprika
4 spsk brun farin
2-3 tsk salt (gerne røget, hvis du ikke kan finde røget paprika). Kan også erstattes af soya, brug 2-3 spsk.
2-3 spsk HP sovs eller Worchestershire sauce
Godt med peber
Sådan gør du:
Du renser det, der skal renses og skærer det ud i mindre stykker. Du måler det af, der skal måles af. Og så smider du det hele i en blender eller bruger en stavblender til at smadre det hele til en ensartet masse. Værsgo, så har du barbeque sauce/marinade.
Sørg for at smage på den og juster den, så den rammer lige præcist den smag som du bedst kan lide.
Måske er du til den stærke side, så smid mere chili i. Eller hak nogle syltede jalapenos og smid i.
Måske vil du gerne have den mere røget, så tilsæt mere røget paprika eller røget salt.
Måske vil du gerne have den mere sød, så tilsæt mere farin, sirup, honning eller andet sødt.
Måske vil du dreje smagen over i en anden retning, så prøv at tilsætte f.eks. kanel.
Det gælder om at finde lige præcist den smag som du er helt vild med!
BONUS: Når jeg marinerer kød, så gør jeg det i en frostpose. Kød og marinade smides i posen, så meget luft som muligt presses ud og der bindes en god knude. Hvis der er behov for at massere marinaden ind i kødet eller bare vende det lidt rundt, så får posen en ordentlig ryste og vendetur. Det er nemt og sviner ikke. Mens kødet tilberedes, kan barbeque marinaden koges ind til en tyk barbeque sauce som kan bruges til serveringen af kødet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar