fredag den 29. juni 2012

Hemmeligheden bag en god humus

Fra tid til anden kaster jeg mig ud i et rent jeg-gør-det-kraft'edeme-selv-fra-bunden" helvede. Det sker ofte når Hustruen og jeg har spist den samme ret over et længere stykke tid. Og i øjeblikket har Hustruen en ting for pita - ergo måtte jeg kaste mig ud i at forsøge at lave pita fra bunden selv.

Jeg blev mere end inspireret hos de gode drenge ovre hos Gastromand, der er blevet inspireret af Price-drengene. På mit arbejde fortalte jeg om mit projekt, hvortil vores student spurgte ind til hvad jeg havde tænkt mig at servere til. Og det vidste jeg ikke rigtigt. Og så fik jeg ellers at vide fra vores student, at man hvor han kommer fra spiser humus til pita. Grebet af øjeblikket lyttede jeg godt efter og fik følgende fifs, der virkelig har gjort en kæmpe forskel på den humus jeg laver:

- opblød dine kikærter. Køb ikke dem på dåse.
- der skal tilsættes tahin (en sesamfrøpasta) til en humus. Og her er det vigtigt at man bruger den lyse tahin i stedet for den mørke.
- vær omhyggelig med at fjerne den tynde lyse skal på kikærterne når de er opblødet. Du gør det meget nemmere for dig selv, hvis du smider en gang bagepulver ned til kikærterne når du koger dem.

Folk fra, eller med kendskab til de regioner, der har humus i deres nationalkøkken vil nikke genkendende til at der er kæmpe stor forskel på hvad der tilsættes til deres humus og i hvilket forhold. Personligt er jeg meget glad for nedenstående version og som basis for andre versioner, f.eks. med artiskok som Hustruen er blevet ret glad for. Her smider jeg nogle artiskokhjerter ned i blenderen med kikærterne.

Det skal du bruge
500 g. tørrede kikærter
1 spsk bagepulver
Hvidløg
1 dl olivenolie.
3-4 spsk citronsaft
2-4 spsk tahin
Paprika, ca. 1 tsk.
Spidskommen, enten hele ristet på panden og stødt i en morter eller i pulverform. Påregn ca. 1 spsk pulver.
Salt og peber

Sådan gør du
Start aftenen før du skal lave din humus. Sæt kikærterne i blød natten over.

Dagen efter starter du med at hælde vandet fra kikærterne. Hæld dem i en stor gryde med saltet vand og 1 spsk bagepulver. Kog kikærterne i ca. en time. Herefter hælder du vandet fra og hælder koldt vand over kikærterne. Nu kommer det besværlige, nemlig at fjerne skallerne. Jeg plejer at hælde godt med vand i gryden, røre godt rundt og lade det stå i 4-5 minutter. Nu plejer en del af skallerne at løsne sig og de er nemme at skumme fra. Sådan fortsætter jeg indtil jeg ikke gider mere og jeg mener at de fleste skaller er væk. Du kan også godt stå og fjerne hver enkelt skal fra hver kikærte, men det tager meget lang tid.

Smid dine kikærter i en blender, tilsæt hvidløg efter hvilken styrke du ønsker og hvor meget menneskekontakt du skal have dagen efter, og alle de øvrige ingredienser. Det er min erfaring at du til at starte med hellere skal holde dig til de små mængder og så smage til bagefter. Kun sådan rammer du den humus du helst vil have. Giv gas med blenderen og kør din humus til den konsistens du gerne vil have. Jeg foretrækker min humus helt glat, derfor smager jeg også til i blenderen. Vil du have den mere grov, stopper du bare tidligere og smager til mens du rører i hånden.

Sidste gang jeg lavede humus lavede jeg en dobbelt portion. Meget mod sædvane løb jeg tør for olivenolie, da jeg stod og skulle til at blende min humus. I stedet for supplerede jeg op med en sesamolie jeg havde stående - sesamsmagen er naturlig fra tahin i en humus og resultatet blev glimrende.

8 kommentarer:

  1. Jeg har lært i New Mexico, at man aldrig må putte salt i vandet, når man koger tørrede bønner, for så bliver de seje (kik-fidusen er åbenbart både en ært og en (garbanzo)bønne, så derfor salter jeg heller ikke vandet til dem!). Jeg koger altid en hel pose bønner ad gangen og opbevarer dem i fryseren. Med 3 forskellige slags i fryseren er jeg altid godt klædt på!
    Elsebeth

    SvarSlet
  2. Lige lidt fluekn...... - Hummus staves med to m'er - "humus" er et teknisk begreb, der betyder organisk jord bestående af delvist nedbrudte plante- eller dyrerester :)

    Ved godt, at mange skriver det med ét m, men det er forkert...

    Jeg er i øvrigt lige faldet over din blog - hold da op, hvor der er meget lækkert, jeg skal have arbejdet mig igennem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for opklaringen. Først da jeg læste din kommentar, forstod jeg at dette ikke, var en artikel om organisk jord bestående af delvist nedbrudt plante- og dyremateriale.

      Slet
  3. @Elsebeth - jeg har ikke oplevet problemer med salt og kikbønnerne, men vil prøve at undlade saltet næste gang og se om det gør en forskel :-)

    @Anja - for at fluekneppe noget mere, så har du ikke ret. Humus staves både med ét "m" (tyrkisk) og med to "m"'er (arabisk) og derfor er begge måder korrekte. Uanset hvad, så smager det godt, det skidt ;-) Og velkommen til bloggen!

    SvarSlet
  4. Hej Mads.
    Skøn blog og rigtig skøn opskrift. Humus (eller hummus ;) ) er forholdvis nyt for mig, men jeg er jeg blevet vild med det hurtigt. Det smager jo godt både i salater, i sandwich og pita og så meget mere. mmm. Jeg har lavet det selv en gang før, hvilket gav et fint resultat, men jeg er nu på udkig efter en ny opskrift. Så jeg vil afprøve din. Jeg vil dog tilføje til chili til retten, da humus i følge mig skal have en lidt stærk smag, hvortil chili jo er perfekt.
    Mvh. Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Malene
      Good for you! Jeg er meget stor fan af at man hele tiden smager på maden og hele tiden tilpasser den til ens egne præferencer!
      Der findes heldigvis mange forskellige stærke sager man kan krydre en humus med - det er bare med at finde den, der passer bedst til ens smagsløg.
      Rigtig go' fornøjelse!
      Mads

      Slet
  5. Skal de stå og koge i en time uden opsyn? Koger de så næsten ikke over, og skal de koge helt?

    SvarSlet
    Svar
    1. De skal ikke stå og buldrekoge. Lad dem simre eller koge så meget at de ikke koger over.

      Slet