torsdag den 26. december 2013

Bacon - kødets eget krydderi. Bacon is

Jeg har i længere tid samlet baconopskrifter sammen og for nogle år siden samlede jeg dem til min egen lille baconkogebog: "Bacon - kødets eget krydderi".

 En opskrift blev til to, der blev til tre, der blev til fire og inden jeg havde set mig om, var der indsamlet over 150 opskrifter fra nær og fjern. Nogle af dem brugte jeg, da jeg lavede en 7 retters menu til min Lillebror med temaet "variationer af svin" - den menu vil jeg komme ind på på et senere tidspunkt. Og da han bad om at få opskrifterne til hver ret, endte jeg med at sortere i mine baconopskrifter og samle de 100 bedste til en opskriftsamling. Eller, det vil sige at der lige sneg sig en ekstra opskrift ind, så samlingen indeholder nu 100+1 opskrifter med bacon. Min bror fik den første udgave i fødselsdagsgave efterfølgende.

Indholdsfortegnelsen er delt op efter en normal dag (enhver god dag bør indeholde bacon på en eller anden måde), så man kan starte om morgenen med opskrifter med bacon, senere brunch, frokost, supper, tærter, burgere og til sidst middagen med forretter, hovedretter, tilbehør, bagværk og til sidst finalen med kager og desserter, der indeholder bacon. Lyder det sidste klamt? Det mente jeg faktisk også i starten, men faktisk har bacon et særdeles spændende og velsmagende samspil med søde sager. Specielt en tørstegt karamelliseret bacon, der er brækket i meget små stykker kan give en normal vaniljeisen et uventet løft.

Jeg giver dig her opskriften på baconis som jeg har fået fra vores amerikanske forbindelser. Hvis du ikke har en ismaskine, kan du naturligvis købe en rigtig god færdiglavet vaniljeis som du tør lidt op og blander de bitte små baconstykker i. Opskriften benytter sig også af metoden med at lave bacon i ovnen i stedet for på panden. Og jeg er faktisk holdt op med at stege bacon på panden. Bacon stegt i ovnen bliver simpelthen mere sprødt og lækkert end på panden.




Ingredienser

Til kandiserede bacon
5 skiver bacon
2 spsk brun farin

Til vaniljeisen
45g saltet smør
170 g brun farin
675ml mælk og fløde (50/50)
5 store æggeblommer
2 tsk mørk rom eller whisky
¼ tsk vanilje ekstrakt
valgfrit: ¼ tsk stødt kanel

(eller brug en færdig vaniljeis, hvis du ikke har en ismaskine)


Sådan gør du

Kandiseret bacon:
Forvarm ovnen til 200C. Læg bacon-strimlerne på en bageplade med bagepapir og drys brun farin jævnt over stykkerne. Bag stykkerne i 12-16 min. Ca. halvvejs vender du baconstykkerne og smører dem med den sirupsagtige væske, der er kommet fra farinen. Fortsæt med at bage indtil baconstykkerne er blevet brune. Afkøl herefter baconstykkerne på en rist. Når baconen er kølet af, snittes den i små stykker, ca. som riskorn.

Isen:
Smelt smørret i en tung, medium-størrelse gryde. Rør farin og halvdelen af blandingen af fløde og mælk i. Hæld den resterende fløde-mælke blanding i en skål, der er i isbad og sæt en si over toppen.

I en separat skål piskes æggeblommerne, derefter tilføjes gradvist lidt af den varme farin blanding mens der røres konstant Hæld blandingen tilbage i gryden.

Skru ned til lav til moderat varme, rør og skrab helt ned til bunden af gryden, indtil cremen tykner.

Si cremen ned i fløde-mælk blandingen over isbad under konstant omrøring indtil nedkølet. Tilføj spiritus, vanille og evt. kanel.

Sæt blandingen i køleskabet. Når den er kølet godt ned, fryser du blandingen i en ismaskine. Hvis du ikke har en ismaskine, så fortvivl ikke. Du sætter ismassen i fryseren og skal bare sørge for at røre i ismassen meget ofte med et piskeris.

Tilsæt bacon stykkerne lige før isen er færdig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar