søndag den 29. maj 2011

Mors frikadeller

Mors frikadeller
Jeg delte på et tidspunkt lejlighed med en kammerat. Han var skarp på rigtig mange områder, men madlavning var bare ikke hans kernekompetence. Opdelingen mellem os blev derfor fra start at jeg skulle lave mad og han ville så vaske op. Med hjemmefra havde han fået en kogebog (som var den eneste kogebog han ejede), hvor der under frikadeller stod noget i retningen af:

"Frikadeller er Danmarks nationalret. Hovedingrediensen er flæskefars, løg og æg. Det gælder dog den hovedregel omkring frikadeller, at mors frikadeller altid er de bedste. Derfor - ring til din mor og få opskriften!".

... og det er jo som sådan rigtigt nok! Jeg har fået et hav af forskellige slags frikadeller, men der er ingen som kommer i nærheden af Mors frikadeller! Jeg har naturligvis fået lokket opskriften ud af min mor, men selvom jeg gør nøjagtigt som hun gør, så kan jeg ikke få dem til at smage på samme måde. Min personlige tese er at der mangler en vigtig ingrediens i opskriften, nemlig en mors kærlighed. Jeg har derfor opgivet at kopiere hendes frikadeller og i stedet leget lidt med den opskrift jeg har fået og tilføjet mit eget lille kendemærke, nemlig bacon. Hvis du vil lave Mors rigtige frikadeller, så fjerner du bare bacon fra opskriften.

Du skal bruge:
500 g flæskefars
1 stort løg
1 æg
3 spsk havregryn (de fine)
1 spsk mel
salt, peber og mælk til farsen bliver lind.
... og så min ingrediens; 1 skive røget bacon!

Sådan gør du:
Hak løget meget fint. Min Mor smider det i en persillekværn, så løget er helt smadret. Jeg plejer nu bare at smide det i en blender. Bland løg, flæskefars, æg, havregryn og mel i en skål. Tilsæt salt og peber og bland det godt sammen. Tilsæt mælk indtil farsen begynder at blive lind. Derefter ind i køleskabet i 20-30 minutter og derefter former du frikadellerne og smider dem på en pande med smeltet smør - ikke olie, ikke margarine - SMØR! Vend dem når de er stegt på den ene side og steg dem på den anden side. At stege frikadeller på tre sider er en uskik.

Det er så min Mors frikadeller. Hvis du vil lave mine frikadeller (som i sagens natur ikke er verdens bedste frikadeller, men som kommer ind på en andenplads efter Mors! Ta' en skive røget bacon på ca. 1 cm. Skær al fedt væk så du kun har kød tilbage. Det skærer du ud i bitte små stykker bacon. Meget meget små stykker bacon og dem smider du ned i farsen. og følger ellers bare samme fremgangsmåde som min Mor benytter.

... du kan naturligvis også bare ringe til din egen mor og få hendes opskrift.

Tilbehør
Naturligvis skal der noget til disse frikadeller. Jeg vil anbefale kartofler, noget surt i form af en agurkesalat eller en rabarberkompot og så min Mormors frikadellesovs - en sød opbagt sovs som står rigtigt godt til frikadellerne og til det sure tilbehør - opskriften får du snart.

2 kommentarer:

  1. Hos os har det der med frikadellerne altså sprunget en generation over så det er farmors, der er verdens bedste ;) Opskrift på bloggen ;)

    SvarSlet
  2. Wuhu, ALT er bare bedre med bacon ;-)

    SvarSlet