mandag den 23. maj 2011

Porsesnaps fra Læsø

Egentligt er det helt forkert at starte en madblog med en opskrift på en klassisk snaps - jeg gør det alligevel, da jeg har en stor kærlighed til snapseproduktion. Jeg synes det er særdeles interessant at udtrække og bevare forskellige smage for eftertiden.

Denne snaps er snapsen som startede det hele - Porsesnapsen.

Porsesnaps under produktion

Jeg er så heldig at være gift ind i en familie, som har et sommerhus på Læsø. På Læsø, ikke langt fra sommerhuset, findes store forekomster af porsebuske. Det var min hustrus morfar og mormor som byggede sommerhuset og som startede produktionen af porsesnaps. Siden dengang har det været fast tradition, at der altid er en flaske porsesnaps i sommerhuset.

Sådan gør du:

Porsesnaps kan både laves om vinteren på porsens rakler eller om sommeren på de nyudsprugne blade og kviste. Da jeg kun har adgang til porse om sommeren laver jeg min porsesnaps på blade og kviste.

Benyt en smagsneutral snaps eller en vodka. Jeg foretrækker selv at benytte en vodka, da de fleste smagsneutrale snapse faktisk ikke er helt smagsneutrale. Mange er smagt til med lidt honning.

Pluk en lille buket af friske porsekviste - nogle bruger kun bladene, men jeg benytter både blade og kviste. Hæld din snaps i en skål og put de friske porsekviste i flasken. Put en skefuld sukker i flasken og hæld derefter snapsen på. Du vil få en lille smule snaps til overs. Gem den til efter du har fjernet kvistene.

Herefter stiller du flaskerne til side i tre dage. Det gør ikke noget, hvis du nu og da lige ryster flasken. Efter de tre dage fjerner du kvistene og hælder den tilovers blivende snaps fra før i flaskerne igen. Jeg plejer at slutte af med at putte en pyntekvist ned i flasken med den færdige porsesnaps.

Porsesnaps med en pyntekvist i

Den færdige porsesnaps med hjemmelavet etiket på

5 kommentarer:

  1. Hej - har lige fundet din madblog og synes den ser spændende ud. Googlede på porsesnaps - det var indgangen. Har selv lavet porsesnaps, malurt, tyttebærsnaps samt mirabellesnaps i år. Vi har sommerhus i Småland i Sverige, og der vokser det hele.
    mvh Eva

    SvarSlet
  2. Hej Eva - velkommen på bloggen! At du finder det første indlæg overhovedet på bloggen må være den bedste indgang.

    Sverige har jo masser af spændende bær og planter, som man kan lave snapse og likører af. Faktisk minder floraen meget om den som man også finder på Læsø. Del endelig ud af dine erfaringer, specielt tyttebærsnapsen lyder spændende!!

    SvarSlet
  3. Hej ! Se den her snaps nærmer sig en rastløs, nybegynder i snapse tilvirkning.3 dage og det er så det, istedet for 2 mdr ! Ja tak.
    Hvad med frysetørret hybender, der må alkoholen gå ind og opløse med samme og derfor opnå smag.
    Tak for en god blog mvh Lars

    SvarSlet
  4. Hej Lars
    Jep, frysetørrede frugter og bær m.m. bliver meget hurtigt til snaps.
    Hvis du vil have snaps rigtig hurtigt, så kig forbi min snapse essens webshop på www.maus-snaps.dk ;-)
    Så får du porsesnaps på under et minut selvom det er noget kedeligere end at lave det selv.
    Og tak for roserne!
    Mads

    SvarSlet
  5. Hej ! Min mand har "sat porsen over" i klar Brøndum. Han bruger grene med blade, som vi har haft i fryseren. Han mener det skal stå i 4 uger, men farven er allerede gylden (lidt grønlig) her efter 9 dage. Bladene er blevet let brunlige. Madmagasinerts opskrift siger 3-4 uger, men andre søgninger på Porsesnaps siger 4 dag/1 uge/3 dage. Jeg synes at have læst/hørt engang at man skal passe på at grenene ikke står for længe, da det kan blive giftigt. Hvad mener du ?
    Mvh
    Marianne

    SvarSlet