torsdag den 18. august 2011

Double double cheeseburger fra In'N'Out Burger

Double-double i Gilroy, California
Jeg holder rigtig meget af gode burgere. Og jeg mener burgere, der har saftigt kød, en sprød salat og en smagfyldt dressing, en perfekt halvt smeltet ost og en perfekt blød bolle. Og jeg leder konstant efter den perfekte burger, både blandt købe burgerne og hjemme i køkkenet, hvor jeg prøver forskellige kombinationer.

Som skrevet tidligere, så prøver Hustruen og jeg at komme til Californien sår'n ca. en gang om året. Første gang jeg var i Californien var vi i Gilroy (i øvrigt verdens hvidløgshovedstad!) i et gigantisk outlet. Da vi havde shoppet amok i nogle timer blev jeg sulten og midt i det hele lå en burgerkæde, der primært er i det vestlige USA; In-N-Out Burger.

Når man kommer ind, så ser det noget fesent ud. Man har kun tre valg - ja, jeg skrev tre! - nemlig en hamburger, en cheeseburger og en såkaldt double double, altså en dobbelt cheeseburger. That's it! Ingen specielle "vi-har-kun-den-burger-i-en-ekstremt-kort-periode-indtil-de-kommer-igen-om-to-måneder", ingen bacon burgere, ingen specielle burgere, bare hamburger, cheeseburger og dobbelt cheeseburger!! Dertil får man en gang french fries og drikkelse - de laver dog en ond ond ond milkshake!

Vi kom udenfor og sad og spiste vores burgere sammen med Hustruens gamle studiekammerat og hendes mand. Burgeren var mere end glimrende. Af de mange forskellige masseproducerede burgere jeg har fået gennem tiden er denne uden tvivl den bedste jeg nogen sinde har smagt. Havde mågevingerne eller burgerkongen bare noget som smagte bare lidt som dem her, så gad jeg måske besøge de steder. Jeg kommenterede naturligvis på den gode burger og manden til Hustruens studiekammerat trak lidt på skulderne og sagde "if you like your double double, you should try their secret menu"... En hemmelig menu? Hvad pokker gik det ud på?

Forklaringen på den hemmelige menu skal findes i selve konceptet for In-N-Out. Da den første butik blev åbnet, var det med grundtanken om at kunderne skulle have burgere af råvarer af den højeste kvalitet (de benytter f.eks. ikke kød, der har været frosset!) og kunden skulle altid være glad. Og lur mig om ikke der på et tidspunkt har været en kunde som har sagt "jeg vil sgu da lige ha' en burger som er dobbelt så stor som den største I har!"... og så har de lavet den efter grundtanken om at kunden skal være glad. Her stopper det så måske, tænker du... men nej! Californien har født mange forskellige slankekure. En af dem er Atkins, hvor man blandt andet skal holde sig væk fra produkter med hvedemel. Hvedemel = burgerboller. Ingen burger uden burgerbolle, hvad pokker gør man så?? Jo, man laver da bare "Protein Style" som er en normal burger bortset fra at burgerbollen er erstattet med store blade salat som resten af burgeren så er pakket ind i. Eller hvad med en 4x4 som er en firdobbelt cheeseburger efter formlen "MxC", hvor M=Meat og C=Cheese. Du vælger altså selv mængden af kød og ost! En 6x4 er altså 6xkød og 4xost! Efter sigende kan man dog maksimalt få en 4x4 efter at der var en gruppe venner som bestilte en 100x100 (som naturligvis blev lavet). You get the concept?? Her finder du noget af den hemmelige menu.

Det er ikke helt lykkedes for mig at ramme den perfekte In'N'Out burgerbolle endnu, men jeg leder stadigvæk på diverse amerikanske hjemmesider efter en bolle som er tilpas blød og sød.

Du skal bruge:
4 burgerboller, søde boller!
600 g. frisk hakket oksekød, ikke noget nedfrosset!
8 spsk Thousand Island dressing
4 skiver tomat af bøftomat
4 blade frisk sprød salat
8 skiver rød cheddar
4 tynde skiver løg

Sådan gør du:
Del dit friske (!) kød i 8 lige store stykker. Form dem til bøffer som er lidt større end dine burgerboller. Rist dine burgerboller. Den rigtige In'N'Out måde er at gøre det på panden lige inden du steger kødet.

Drys lidt salt på bøfferne og steg dem på den ene side. Når du vender dem om og steger dem på den anden side, så smider du ost på den færdige side. Steg bøfferne færdige.

Når du samler burgerne, så start med bunden som du smører med 2 spsk Thousand Island dressing. Læg først tomat, så salat på bollen. Placer den første bøf ovenpå salaten. Læg løgskiven ovenpå den første bøf og læg den anden bøf ovenpå løget. Slut af med topbollen.

1 kommentar:

  1. Hej Mads

    WOW! Sikke en fantastisk burger. Jeg er fan :-)

    Det er et godt bud du kommer med - tror hellere jeg må lave mig en omgang burgere snart.

    Hvis du vil prøve nogle meget bløde og søde burgerboller så har jeg en opskrift
    her ;-)

    SvarSlet