onsdag den 10. august 2011

Mirabellelikør

Lige en hurtig en om mirabelleslikør inden sæsonen er overstået - og det er den snart!!
Modne mirabeller
Da Hustruen og jeg tog op for at se til Svigermors hus tidligere i denne uge, så jeg at mirabelletræet var tungt af modne mirabeller. Faktisk var størstedelen af dem begyndt at rådne, men der var stadigvæk kilovis af mirabeller på træet. Jeg skyndte mig derfor at plukke 3 kg, hvor størstedelen gik til Svigermor som laver en vidunderlig marmelade af mirabeller. Mig? Jeg laver naturligvis likør på skidtet!!

Det skal du bruge:
750 g. mirabeller
350 g. sukker
1 flaske vodka
1 dl finsprit

Sådan gør du:
Start med at vaske og halvere mirabellerne. Fjern kernerne og gem dem. Hæld mirabellerne på et stort glas, overhæld dem med sukker og tilsæt vodka. Ryst glasset en gang om dagen indtil sukkeret er opløst. Lad glasset stå i tre måneder og filtrer mirabellerne fra og hæld på rene flasker.
Halverede mirabeller med sukker og vodka
EKSPERIMENT
Okay, hvis du er fast læser herinde, så er denne opskrift ikke voldsomt ny for dig. Den minder meget om den opskrift jeg tidligere har skrevet herinde på kirsebærlikør. Hvis du kan huske det, så gemte jeg også der kernerne, flækkede dem og puttede dem på vodka. Det er der kommet en vidunderlig meget kraftigt mandel duftende essens ud af.

Her gør jeg det samme. Eller det vil sige at jeg har lavet et glas på samme måde som med kirsebærkernerne og så har jeg lavet et hvor kernerne ikke er blevet flækket. Der var simpelthen så meget kød med på kernerne at jeg overvejede om det kunne give en god smag. Derfor har jeg sat et eksperiment-glas over med uflækkede kerner med masser af kød på. Jeg vil senere give en update på hvordan det er gået.

6 kommentarer:

  1. Hvad skal finspritten bruges til?
    I baghaven har jeg flere gamle mirabelletræer, og de er tyngede af frugt i år, så din opskrift skal prøves :)
    ...og jeg tilslutter mig koret om valnøddedrammens lyksaligheder, og i spisekammerets mørke står et glas og hygger sig :-D

    SvarSlet
  2. Finspritten skal bruges fordi mirabeller er meget vandholdige og fortynder alkoholprocenten en del. For at holde den oppe, så tilsætter jeg en alkohol med en høj procent.

    Af valnødden har jeg tre protioner sat over fra tre forskellige træer. Et fra svigermors have, et fra Datterens gudmors have (som hendes tvillinger fra i år skal have når de skal konfirmeres) og et fra Toscana hvor vi lige er kommet hjem fra. Specielt det sidste glæder jeg mig til at smage! :-)

    SvarSlet
  3. Vi skulle vist ikke have kasseret vores hjemmebrænderi år tilbage, for at købe finsprit lyder som en dyr sag :)
    Kun genboens valnødder har jeg brugt i år, men med din store interesse for at eksperimentere kan jeg godt forstå, at du er spændt på den toscanske essens :-D

    SvarSlet
  4. Hej Mads
    Mange tak for dine opskrifter. Jeg er blevet meget inspireret.
    Jeg har forsøgt mig med at koge mirabellerne lidt ind og derved komme uden om finspritten - tiden vil vise resultatet.

    Jeg tænkte på kan kernerne bruges til andet end snaps?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lea
      Tak for rosen!
      Giv lige en heads up på dit forsøg med at koge mirabellerne ind. Normalt plejer man at tørre de "våde" frugter og bær for at fjerne eller mindske væskeindholdet - det gør man som regel ved 50 grader i ovnen og i tilpas mange timer :-)
      Jeg har ikke kendskab til at kernerne kan bruges til andet end snaps.
      VH
      Mads

      Slet
  5. Hej Mads
    Enig - marmelade af mirabeller er det bedste - de er lidt syrlige og marmeladen blive ikke så kvalmende som jordbær, kirsebær mv. Jeg laver selv marmelade af ca. 10 kg. mirabeller hvert år (når de er der...)
    Hvordan gik det med forsøget med at lave snaps på de uflækkede stenen med frugtkød på ? Og hvordan flækker du stenene ?
    Mange snapsehilsener
    Gorm

    SvarSlet