torsdag den 28. juli 2011

Salat enchiladas


Jeg er ret vild med Californien og jeg er rigtig vild med det faktum at Californien reelt er et kæmpe stort spisekammer med sindsygt gode grøntsager, som smager af noget fordi de rent faktisk har fået en ordentlig røvfuld sol og varme, der modner dem på den helt rigtige måde! Og så er jeg vild med det mexikanske køkken! Californien er fyldt med gode mexikanske restauranter grundet den forholdsvis store andel af mexicanere i delstaten. Og Californien er nok også en af de sundeste stater i USA, hvor et hav af diverse slankekure stammer fra. En af dem er Atkins som siger at man bl.a. skal holde sig fra en del melprodukter og finde alternativer til f.eks. boller, tortillas osv med mindre det måske lige er fuldkorn.

Denne opskrift er inspireret af både at undgå melprodukter og også inspireret af min favorit burgerkæde i USA, hvor man bl.a. kan få en burger uden burgerbolle fra deres hemmelige menu. Den hemmelige menu og burgeren uden burgerbolle skal jeg nok komme ind på i et senere indlæg som jeg er i gang med at skrive på nu. Indtil videre får du opskriften på enchiladas uden tortilla-pandekager.

Det skal du bruge:
2-3 store gulerødder, skåret i små tern
2 løg, skåret i små tern
2 store snackpeber, skåret i små tern
(alternativt friske majs fra 1 kolbe)
500 g hakket oksekød
1 pose tex-mex taco krydderiblanding
1 dl vand
2 tsk stødt spidskommen
1 dåse hakket tomat
1 stor romaine salat
1 dåse refried beans
Creme fraise
Syltede jalapeños
Revet ost
Salsa
Salt og peber

Sådan gør du:

Start med at hakke grøntsagerne så fint som du orker. Umiddelbart inden du er ved at være færdig med at hakke bruner du kødet og tilsætter krydderiblandingen sammen med spidskommen. Tilsæt lidt vand til kødet og lad det koge lidt ind.

Tilsæt de hakkede grøntsager og tomat og bland rundt. Lad det småsimre i 5 minutter og smag til med salt, peber og evt. mere spidskommen.

Varm de refried beans op i en gryde og gør de store salatblade klar ved at skylle dem og tørre dem af. Placer et stort salatblad på en tallerken og lad dine gæster selv vælge hvad de vil have i deres enchilada. Jeg smider refried beans, syltede jalapeños, salsa, creme fraise og revet ost på bordet sammen med kød og grøntsager.
Fyldet inden salatbladet rulles om fyldet

1 kommentar:

  1. Jeg har - desværre - aldrig været på Vestkysten, kun huseret på Østkysten, men jeg har hørt at der skulle fås noget seriøst god mexicansk mad. Og ja, så har de jo et klima der giver grobund for gode råvarer :-)

    Maden ser virkelig lækker ud!

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet