søndag den 16. marts 2014

Ristet toast med spejlæg

Simpel ret? Klassiker? Som tilbehør til bacon? Ja, ja og ja!

Denne variation af spejlæg og toast er på ingen måde en nyhed, men den er et glimrende alternativ til at servere toastbrød og spejlæg separat.

Det skal du bruge
2 skiver godt toastbrød
2 små æg
Smør

Sådan gør du
Smid en stor klat smør på en pande, der ikke er for varm. Mens smørret smelter, skærer du et hul i din toastbrød. Jeg brugte en ring fra mit udstikkersæt, men du kan sagtens bruge et glas. Hvis du vil gå all-in, så kan du benytte udstikkere med motiver, f.eks. fra jul.

Smid toastbrødet på panden og rist det. Imens det bliver ristet, slår du dine æg ud i to kopper. Jeg foretrækker at slå dem ud på forhånd, da jeg er et kvaj til at slå æg ud og ret ofte ender med at få skaller med. De er nemmere at pille op fra en kop end fra en sydende varm pande. Derudover er det også nemmere at styre æggene når de skal ned i hullet i brødet.

Når brødet er ristet på den ene side, vender du det om og hælder forsigtigt æggene ned i hullerne. Det er vigtigt, at brødet slutter helt tæt på panden, da du ikke har brug for at ægget flyder ud under brødet og ud på resten af panden.

Nu venter du sådan set bare. Du kan enten vente til ægget er færdigt, eller du kan vende brødet om når hviden er stivnet lidt. Jeg synes selv, at ægget præsenterer sig selv flottest, når du ikke vender det om undervejs.

Du serverer naturligvis med bacon - eller som jeg skrev til at starte med, dette er et tilbehør til bacon!