Om Mads Madglad

Egentligt behøver du ikke vide meget om mig - det som står i centrum er maden og sprutten!

Det du dog sagtens kan få at vide, er at jeg er ud af en god gammeldaws familie fra det vestlige Sjælland, som bl.a. på grund af sin fortid i landbruget sætter stor pris på hakket svin, brun sovs og kartofler! Og dét sætter jeg også særdeles stor pris på. Faktisk så meget, at selvom jeg har besøgt adskillige restauranter i samme liga som Kong Hans' Kælder og Søllerød Kro, så er min favoritret stadigvæk min mors forlorne hare med ribsgele som jeg altid har elsket.

Jeg er blevet gift ind i en familie, som er meget forskellig fra min egen. Det gælder det geografiske ophav, uddannelsesniveauet, hvilke biler der bliver kørt, antallet af fornavne som bliver givet til børnene, hvordan der bliver holdt ferie og så videre. Fællesnævneren for min familie og min svigerfamilie er mad. Og ikke bare mad, men god mad. Maden står i centrum for hyggelige sammenkomster og gode tider sammen med familie og venner.

Centrum i denne blog er maden og sprutten, som bliver serveret i mit og Hustruens hjem. Maden er også hos os centrum for sociale sammenkomster i familie og i omgangskredsen. Samtidig er vores køkken sammensmeltningen af min families køkken, som jo primært er baseret på det klassiske danske landkøkken og Hustruens families køkken, som har stor respekt for det klassiske danske køkken, men som også er orienteret mod det udenlandske køkken, blandt andet det italienske og det franske.

Jeg er som sagt opdraget i det klassiske danske landkøkken med hakket svin, brun sovs og kartofler. Og jeg elsker det. Da jeg mødte Hustruen blev jeg voldsomt udfordret. Hustruen undgik på det tidspunkt helst kartofler, hun spiste ikke opbagt sovs og svinekød bryder hun sig ikke specielt om. Siden dengang har jeg været udfordret til at udvide mine evner i køkkenet - resultatet vil du løbende se på denne blog.

Bloggen har ikke som entydigt mål at være nyskabende. Ej heller at skille sig markant ud fra andre danske eller udenlandske blogs. Denne blog har kun et formål - at være tro overfor forfatterens køkken og det som bliver serveret fra det. Som læser af denne blog kan man opfatte det som at være gæst hjemme hos mig - Mads Madglad. Velkommen og velbekomme!