tirsdag den 14. januar 2014

Estragonsmør


En lille ekstra ting man kan tilføje til f.eks. sin bøf er en skive kryddersmør. Ja, faktisk behøver man ikke smide den oven på bøffen, men kan servere den i stedet for almindeligt smør, eller man kan tilpasse indholdet i smørret til resten af det man finder på tallerkenen. F.eks. kunne en gang rosmarinsmør eller myntesmør være oplagt, hvis du serverer lam.

Det skal du bruge:
1 pakke usaltet smør
2-3 mellemstore skalotteløg
4 spsk hakket frisk estragon eller syltet estragon. Du kan også tilsætte lidt hakket kørvel, hvis du har det.
2 del estragoneddike
Salt og peber

Sådan skal du gøreStart i god tid med at tage smørret ud af køleskabet, så det bliver blødt.

Hak dine skalotteløg meget meget fint og smid dem i en lille kasserolle sammen med din estragoneddike og kog det ind (du finder en opskrift på estragoneddike her. Det er meget meget billigere at lave det selv frem for at købe det og det holder i årevis!). Tag kasserollen af blusset og lad løgene og estragoneddiken køle helt af.

Når smørret er blødt og løgene kolde, så smider du det hele op i en skål, tilsætter estragon og evt. kørvel og masserer det hele sammen med en gaffel. Smag til med salt og peber.

Når det hele er æltet sammen, så putter du det enten i en form, så det igen minder om en pakke smør, eller du ruller det sammen som en pølse i et ark bagepapir. Ind i køleskabet igen og lad smørret blive hårdt igen. Voila, estragonsmør!

1 kommentar:

  1. Mads altså, du skal da lave smørret selv. Tsk, det er, hvad der sker, når vi ikke har vores daglige madsnak.

    SvarSlet