tirsdag den 9. august 2011

Æblegele


Æblegele - lavet dagen før Datteren blev født

Denne gele startede som et meget mislykket forsøg på at lave æblesirup for nogle år siden. Svigermor havde et helt sindsygt godt æbleår, hvor hun og pap-svigerfar fyldte tre store flyttekasser med æbler. Det siger sig selv at hustruen og jeg var ved at drukne i æbler det efterår og vi kunne ikke besøge Svigermor uden at vi fik en pose æbler med hjem.

Da jeg hader at skulle smide mad ud, måtte jeg derfor igang med at lave forskellige æbleprodukter. Der blev produceret æbletærter (som jeg nok skal komme med opskrift på senere), der blev lavet fyldte æbler med marcipan og chokolade, der blev kogt æblesaft og en hel masse andet. Fælles for det hele var at jeg altid stod med en masse kernehuse og æbleskræller, som bare røg ud. Dét kunne ikke passe at de kernehuse og skræller ikke kunne bruges til et eller andet, så jeg gik igang med at undersøge hvad dette affaldsprodukt kunne bruges til - inspirationen kom fra pap-svigermor efter at vi havde besøgt dem, nemlig æblesirup!

Da jeg kom hjem gik jeg igang med at søge på opskrifter og fandt frem til en som virkede lovende. Desværre endte jeg med at bruge lidt for meget sukker i opskriften og den fik lov til at stå og koge lidt for længe. Resultatet blev at siruppen ikke var flydende, men blev fast og geleagtig. Fiasko... og så alligevel ikke. Svigermor fandt ud af at denne æblegele var perfekt som et tilbehør til ost eller ovenpå græsk yoghurt. Siden det efterår har jeg derfor lavet en stor portion æblegele som også har fungeret som glimrende værtindegaver. Og æblesiruppen? Den opgav jeg skam ikke - jeg prøvede nogle andre opskrifter og fandt en perfekt en som jeg vil give dig i et andet indlæg!

Tilbage til æblegeleen.

Du skal bruge:
æbleskræller og kernehuse
vand
1 hel vaniliestang/vaniliesukker
sukker

Sådan gør du:
Enten har du æbleskræller og kernehuse til overs fra en anden æbleret. Eller du går direkte efter at lave æblegele (hvis du har hele æbler, så bruger du bare det hele). Det eneste du ikke kan bruge er blomsten og stykket med stilk på æblet. Skær det ud og smid det væk. Smid æbleresterne i en gryde og dæk det hele med vand. Kog æbler og vand op og lad det småsimre i 20 minutter. Si vandet fra æblerne og smid æbleresterne ud. Behold vandet.

Hæld æblevandet tilbage i gryden som du har gjort ren og reducer væsken, så der kun er halvdelen tilbage. Tilsæt 300-400 g sukker pr. hele liter væske du har tilbage. Har du ca. en halv liter i gryden efter væsken er reduceret, så tilsætter du ca. 150-200 g sukker. Flæk vaniliestangen, fjern kornene og halver vaniliestangen, så du har fire stykker vaniliestang. Put det hele i gryden og lad det småsimre. Hold øje mens det simrer. Det vil begynde at boble på et tidspunkt og det kan risikere at boble over, hvis varmen er for høj. Når du kan putte en spiseske ned i væsken og væsken nærmest glider ned af bagsiden af skeen er geleen klar. Lad den køle lidt ned og put den på skoldede glas. Og pas på, den er MEGET varm.

Jeg har erfaring med at æblegeleen sagtens kan holde sig i køleskabet i et helt år, men har også oplevet at den er blevet dårlig efter et halvt år. Hold øje med den.

3 kommentarer:

  1. Går du lige rundt og på magisk facon har styr på, hvilke projekter der rumsterer i mit baghoved??
    Var ved at overveje at lede efter en opskrift, men nu har du jo sparet mig for jagten ;-)

    SvarSlet
  2. Jeg må vist se at få lagt opskriften på æblesirup på udgivningslisten, så du kan nyde den også ;-) Andre ting du mangler? ;-)

    SvarSlet
  3. jeg søger opskrifter med vilde æbler, som de
    r er rigtig mange af i år. kan nogen hjælpe mig?

    SvarSlet