Da hustruen var gravid blev hun overrasket med et babyshower. Til det babyshower lavede jeg en brunch, hvor jeg blandt andet lavede amerikanske pandekager - og denne gang lykkedes det for mig at finde ud af hvordan amerikanerne får lavet helt luftige og særdeles lækre pandekager. Hemmeligheden ligger i at piske æggehviderne stive og blande dem sammen med resten af dejen inden pandekagerne bliver bagt!
Du skal bruge:
4 æg
½ l kærnemælk
4 spsk olie
5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 spsk sukker
1 knivspids salt
1 tsk natron
smeltet smør til stegning
Sådan gør du:
Start med at dele æggene i hvider og i blommer. Pisk æggehviderne helt stive og stil dem til side. Nu blander du resten af ingredienserne sammen - resultatet skal være en meget tyk og jævn dej. Nu tager du en dejskraber og vender forsigtigt dejen sammen med de piskede æggehvider. Stil dejen til side og lad den hvile i 15 minutter.
Udover at mange pandekage-bagere er uenige om der skal bruges kærnemælk eller normal mælk i en pandekagedej, så er der også stor uenighed om man skal bruge fedtstof på panden når man bager pandekager eller om man skal smelte fedtstof og putte det direkte i dejen. Jeg smelter altid smør og putter det i dejen, men gør som du lyster.
Amerikanske pandekager er mindre og tykkere end almindelige pandekager. Derfor skal du ikke pjaske din pande til med masser af dej. Hæld små klatter dej på panden, alt efter størrelsen på din pande burde du have plads til 3-4 pandekager, og bag dem til de er let brune på hver side.
Denne opskrift er en basisopskrift som du kan variere efter smag. Du kan f.eks. putte blåbær i dejen, valnødder og bananer eller anden frisk frugt. Prøv dig frem.
Amerikanerne nyder at hælde ahornsirup udover deres pandekager sammen med en klat smør (selvom amerikanerne ikke rigtigt har forstået det med ordentligt smør).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar