Om sommeren er der for mig ikke noget bedre end at servere denne kolde avokado-agurke suppe til forret. Den passer perfekt til en varm sommerdag, hvor man sidder udenfor om aftenen og spiser med gode venner. Og så er der naturligvis mit elskede bacon med! Den kan umuligt stresse dig, da du skal lave den i god tid og det tager ingen tid at anrette den, når du laver baconen i ovnen. Så kan du bruge tiden sammen med dine gæster når de kommer fremfor at stå i køkkenet!
Du skal bruge:
2 spsk olivenolie
1 hakket løg
2 fed hvidløg
3 avokadoer
500 ml hønseboullion
1 dl cremefraise
1½ agurk
1 spsk citronsaft
salt og peber
Tilbehør:
Cremefraise
Bacon i skiver
Sådan gør du:
Steg løget klart i olivenolie på en pande og tilsæt det fintsnittede hvidløg og lad det simre med i et minuts tid inden du tager panden af varmen. Fjern kernen og skrællen fra avokadoerne og hak dem groft og smid dem i en food processor og blend dem. Tilsæt din hønsebouillion og blend videre indtil blandingen er glat. Tilsæt cremefraise og løgene fra panden. Blend ganske kort. Hæld blandingen over i en skål.
Dine agurker skræller du og fjerner kernerne. Du bestemmer selv hvor rustik du vil have suppen ved at vælge hvor fint du vil snitte agurken. Du kan enten snitte den i tynde skiver, i grove tern eller snitte den i små tern (som jeg foretrækker). Tilsæt agurkerne og citronsaften. Smag til med salt og peber og evt. mere citronsaft. Smid skålen i køleskabet og lad den køle helt ned.
Når du skal lave din bacon som tilbehør, så lad være med at stege den på panden. Tænd for ovnen på 200 grader og placer dine baconskiver (som naturligvis ikke er de billigste fra Netto, men som er kødfyldte!) på noget bagepapir og lader dem stege i ovnen indtil de er sprøde. Læg dem på noget fedtsugende papir mens du anretter den kolde suppe i høje glas og placer en eller to skiver bacon ovenpå glasset inden du serverer. Du kan også lige dumpe en spiseskefuld cremefraise på toppen af suppen inden du lægger baconen over glasset.
Uh har længe overvejet at lave en suppe med avocado, men har ikke turdet, måske jeg skulle kaste mig ud i denne, det lyder lækkert..
SvarSletHilsen Jannie
@Jannie - den suppe er ligeså nem at lave som den er lækker. Bare kast dig ud i det ;-)
SvarSlet